Udflugt Torsdag den 20/6 2019

Den Genfundne Bro blev bygget som en del af jernbanen mellem Horsens og Bryrup, og turen blev kaldt ’Danmarks smukkeste jernbane’. Den flotte natur gjorde jernbanen til noget af et tilløbsstykke sammen med restaurationen på Vrads Station, som stadig er åben i dag.

Broen står i dag som et symbol på smuk, industriel ingeniørkunst, efter den blev restaureret efter alle kunstens regler i 2014. Den røde stålgitterbro var Nordens højeste af sin slags, da den blev bygget, og i dag har den fået rækværk og planker at gå på, så besøgende kan nyde udsigten hen over Gudenåen

Fakta om Den Genfundne Bro

13,4 meter høj. 50 meter lang. Bygget i 1899. Tildækket i 1929. Genfundet i 2014

 

 

Frokost/brunch buffet på restaurant "Oksen" I Horsens

Restaurant Oksen blev startet på Grønnegade 3 i Horsens i 1986 af Ingerlise og Heinrick Krogh.

De drev Oksen som et hyggeligt (lidt dyrt sted i folkemunde) frem til juni 1999 hvor Alex Pedersen opkøbte bygningen og retten til den eksisterende restaurant.

De første år havde Oksen kun åbent 5 dage om ugen fra 17.00 til 22.00 og lukket i skoleferierne.

I 2008 opkøbte Alex Pedersen naboejendommen, Grønnegade 5 som dengang husede GF Forsikring. Og så startede den store ombygning, renovering samt sammenlægning af de 2 ejendomme

I februar 2010 åbnede det nye og forvandlede Oksen. Der nu var opdateret med mørke trægulve, brune læder stole og let omstillelige borde. Aftenkortet var præcist som det altid havde været, suppen og salatbaren var blevet toptunet og klar til både nye og eksisterende gæster. Til åbnings receptionen introducerede Oksen den store brunch- og frokostbuffet som den i store træk ser ud idag.

 

Lille Malunds Have

Haven er en af Danmarks ældste åbne haver og er etableret udfra en ganske almindelig landbohave hørende til gården, Lille Malund.

Stinne og Bent Schwarze Gregersen overtog gården i 1961 efter Stinnes forældre og på det tidspunkt havde de kun planer om landbrug og kørsel med maskinstation. 

Ved et tilfælde kom Stinne i den lokale have-kreds og fik dermed muligheden for nogle rejser til Englands prægtige haver og herefter tog interessen for alvor fart. 

I 1975 blev haven åbnet for offentligheden.

Lille Malunds Have udgør i dag et areal på ca. 25.000 m2 og har en unik plantesamling på mere end 10.000 forskellige planter, alt sammen harmonisk anlagt i en overvejende engelsk havestil.

I haven indgår flere anlæg med f.eks. vand, alpine stenbede, rosenhave og ikke mindst en japansk meditationshave. 

 

Eftermiddagskaffe i haven.

Herefter gik turen hjemad